Sagen
En læge foretog undersøgelser af en dreng, som efterfølgende blev indlagt på sygehuset. En CT-skanning af drengen medio 2005 viste her forandringer, der kunne være en tumor, vævsforandringer eller en blødning. Drengen blev herefter overflyttet til andet sygehus, hvor han fik foretaget en MR-skanning, som viste forandringer i hjernen af ældre dato. Drengens forældre blev informeret om, at der var fundet tegn på, at der havde været en blodprop i hjernen, som var forenelige med de symptomer, som drengen havde i form af spasticitet.
Medio 2015 anmeldte drengens forældre behandlingsforløbet til Patienterstatningen idet de mente at der var tale om mangelfuld behandling i 2005.
Patienterstatningen meddelte afslag med henvisning til, at et eventuelt krav (allerede fordi afgørelse) var forældet efter den dagældende lov om patientforsikring § 19, stk. 1. Den afgørelse blev stadfæstet af Ankenævnet for Forsikring den 2. juni 2016 jf. bilag 3.
Sagen blev herefter indbragt for byretten.
Byretten fandt i 2017, at drengens forældres viden/burde viden var afgørende for, fra hvilket tidspunkt 5-årsfristen i den dagældende lov om patientforsikring skulle regnes. Forældrene var bekendt med symptomerne allerede da drengen blev indlagt på Odense Sygehus medio 2005, og forældrene fik efter en MR-skanning medio maj 2005 at vide, at drengen havde haft en blodprop i hjernen, som kunne være årsag til disse symptomer. Byrettens dom blev ikke anket.
Se i øvrigt Højesterets dom om forældelse af patientskadeerstatning af 7. maj 2019, i en sag, hvor forældrene var ude af stand til at varetage barnets interesser og hvor i relation til forældelsesfristen barnet så skulle identificeres med sine plejeforældre, således at forældelsesfristen skulle regnes fra det tidspunkt, hvor de fik eller burde have fået kendskab til den mulige behandlingsskade.
Link til Højesterets hjemmeside om forældelse af patientskadeerstatning
Ansvarskrav overfor forældrene
Herefter rejste drengen krav mod sine forældre (familieforsikring) og anførte i den anledning at forældrene havde begået en ansvarspådragende undladelse idet kravet var blevet anmeldt for sent til Patienterstatningen. Synspunktet var at drengen dermed var påført personskade med et deraf følgende tab.
Selskabet anførte, at (1) formueskade er undtaget for dækning under forsikringen, at (2) forældrene ikke havde påført drengen en personskade (det var i givet fald lægen der havde begået den – mulige – behandlingsfejl, der måske havde påført drengen en skade), og (3) at det var tvivlsomt, om der overhovedet var tale om en patientskade, fordi Patientskademyndighederne ikke materielt havde vurderet om betingelserne i KEL § 20 var opfyldt.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet for Forsikring er enig med selskabet. Ankenævnet anfører bl.a.:
Efter en gennemgang af sagen har nævnet ikke grundlag for at kritisere, at selskabet under henvisning til de betingelser der gælder for ansvarsforsikringen har afslået, at klageren har ret til erstatning som følge af den af forældrene udviste adfærd, idet nævnet efter en samlet vurdering finder, at klageren ikke har bevist, at forældrene ved deres undladelser har handlet ansvarspådragende.
Nævnet har blandt andet lagt vægt på, at et erstatningsansvar for sådanne undladelser må kræve en vis kvalificeret grad af uagtsomhed, idet nævnet bemærker, at der ikke er grundlag for at fastslå, at der efter værgemålsloven gælder en skærpet culpanorm for så vidt angår forældrenes varetagelse af deres børns interesser i den foreliggende sammenhæng.
Nævnet har også lagt vægt på, at forældrene efter det oplyste ikke er medicinske fagpersoner, der skulle have et særligt grundlag for at stille spørgsmålstegn ved de lægelige vurderinger, og at forældrene ses at have kontaktet lægen igen, da klagerens tilstand over et relativt kortvarigt forløb udviklede sig i negativ retning.
Nævnet har videre lagt vægt på, at forældrenes eventuelle ukendskab dels til muligheden for at søge erstatning for en mulig patientskade dels til forældelsesreglerne ikke i sig selv kan begrunde, at forældrene ifalder et ansvar overfor klageren.
Nævnet bemærker, at det ikke er bevist, at klagerens tilstand ville have været bedre, eller at Patienterstatningen ville have tilkendt klageren en erstatning, hvis forældrene havde handlet, som klageren nu anser ønskværdig.
For så vidt angår klagerens krav om erstatning – med henvisning til at klagerens forældre ikke har anmeldt en mulig patientskade rettidigt – har nævnet endeligt lagt vægt på, at dette krav må anses for at falde ind under undtagelsen i forsikringsbetingelsernes punkt 8.4.3 om rene formuetab, som ikke er en følge af skade på person eller ting.
Sagen er for selskabet ført af advokat Nicolai Mailund Clan. Sagen er ikke indbragt for domstolene.
